En bibliotekstøs bekendelser

BLOBS

2008-11-15T21:30:00.002+01:00

Jeg har tænkt mig at kaste mig ud i et nyt koncept.
BLOBS

Det er helt ok, hvis du ikke har hørt det udtryk før, for det er nemlig mit eget.
Det er en blanding af ordet BLOG og OBS (Oplysning til Borgerne om Samfundet).
Ordet ligger sig også lidt op af det engelske udtryk "blurps", som er det man finder bag på en bog. En kort beskrivelse af hvad bogen handler om og sikkert også nogle positive anmeldelser.

Jeg vil bruge disse BLOBS til at komme med anbefalinger, både af fysiske materialer og af virtuelle steder. Mit håb er, at de senere hen kan bruges som en del bibliotekets brede formidling til borgerne. Hvem de end er.
Jeg vil gerne opfordre ALLE til at komme med kommentarer og deres egne tanker, erfaringer og måske videre anbefalinger til hvad, jeg end skriver om.

Du kan finde en af mine BLOBS ved at søge på etiketten BLOBS (ret simpelt egentlig).

Håber du finder noget du kan bruge. :)

At være vild med dans

2008-11-02T20:17:00.003+01:00

Jeg er ret vild med dans. Jeg elsker at se på dans, og jeg elsker at danse.
Det betyder at jeg ser ret mange danseprogrammer.
Det betyder, at jeg opdager det, når nogle dansere kopierer koreografi fra andre dansere...
Jeg snakker om årets finale i Vild Med Dans. Freestylen med Tobias og Tina.
Til de der ikke har set den, så findes den her:

Vild Med Dans Freestyle-dans

Til de der har, så se venligst denne optagelse af dette års amerikanske program, So You Think You Can Dance. Det blev vist i USA for ca tre måneder siden. Er der nogen her, der kan genkende et tema...????

Det øjeblik jeg så den dør, tænkte jeg straks på Twitch og Katee. At der så tilmed bliver stjålet visse moves... (Tobias der hænger fast i døren i starten. Katee fra So You Think You Can Dance gør det ca midt i) Det gør mig decideret arrig!

Dans, der er godt, handler om mere end bevægelser. Det handler om følelser. Det er ligegyldigt, at stilarten er en anden end contemporary. Hele ideen er stjålet fra Mia Michael (koreograf ved So You Think You Can Dance), og det er tyndt, at Tobias ikke kunne finde på noget helt selv. Eller at han ikke engang siger, at det er derfra "inspirationen" kom fra.

Jeg har set folk online sige, at det slet ikke er det samme. Det er en anden stilart og blah blah blah.

Beklager, men det her har gjort mig edderspændt gal. Hvis det havde været en bog eller en film, så havde folk råbt op. Og så havde det ikke været nok, at handlingen foregik et andet sted med andre personer, der taler et andet sprog. Grundideen er stadig den samme. Hvis jeg siger copyright, hvad siger I så?

Det er ikke i orden at kopiere andres ideer på landsdækkende tv og præsentere det som ens egen.
Jeg kræver rettigheder for koreografer og dansere!

Endnu en hilsen fra New York

2008-03-04T02:32:00.003+01:00

Det er helt utroligt at taenke paa at det kun er tre dage siden jeg kom til New York(ok fire, men jeg gik direkte i seng om fredagen). Jeg har allerede oplevet saa meget. Taenk hvis man kunne holde det samme energi niveau til hverdag (laes: Hvornaar kommer der en Starbucks til Helsingoer???).

I gaar var store tage billeder dag. Efter min tur i Central Park, tog jeg ud til Coney Island. Desvaerre var jeg kommet saa sent afsted, at solen lige var gaaet ned da jeg kom derud. Jeg fik dog taget nogle fantastiske billeder. Og spist endnu en tvivlsom hotdog. Denne gang fra Nathan's Famous. Det foerste sted i VERDEN der lavede hot dogs. Jeg tror ikke folk var saa kraesne dengang, for den var da godt nok kedelig.
Jeg tror ogsaa at det lykkedes mig at blive forkoelet. New York er ikke ligefrem varm om aftenen. Det er bestemt i minusgraderne. Og vinden kan virkelig faa baade farven frem i kinderne og den tynde snot loebende ud af naesen (ja ja ja ikke saa poetisk, men I ved praecis hvad jeg mener!).
Jeg endte aftenen paa Times Square igen. Taenk sig, nogle af butikkerne lukker ikke foer efter midnat! Og en af butikkerne paa Times Square har Ole Henriksen produkter til under halv pris. Det er simpelthen sindsygt.

I dag startede jeg min udflugt paa hvad der nu maa vaere min saedvanlige Starbucks. Jeg proevede deres nye Honey Latte (Cafe Latte med honningsmag og floedeskum med honning ovenpaa). Den var... interessant.
Dernaest tog jeg subwayen til Ground Zero. Jeg var ok cool med det indtil jeg kom til Informationsomraadet. Jeg tror det var kombinationen af udsigten til de tomme huller, listen med alle de navne paa folk der doede den dag, listen med dem der doede som helte (brandmaend og politifolk og lign), en traels, traels soergelig irsk melodi der blev spillet paa en baandoptaget floejte og en hel masse turister fra rundt omkring i verdenen, der bare stod og snakkede og proevede at tage 'de bedste' billeder, for at vise at de havde vaeret der, uden forstaaelse for hvad det her betoed for amerikanerne, for deres selvforstaaelse, for deres historie og deres nuvaerende politiske tilstand, der i den grad paavirkede mig, saa jeg endte med at staa og tude. Der ville det maaske have vaeret meget rart at have vaeret der med nogen, der kunne forstaa hvad jeg foelte og have troestet mig.

Men dagen var kun lige begyndt, og jeg maatte videre til Empire State Building. Det har de i den grad gjort til en malke-turist-penge-faelde, at jeg maatte staa og grine lidt af dem. Det kan godt vaere at jeg farer lidt vild i New York ind imellem, men min humor har jeg da endnu. Tre forskellige mennesker proevede at overbevise os om at vi ikke ville faa nok ud af vores tur op i ESB uden diverse guider, kort og virtuelle helikopter-ture. Og det var bare mens vi stod i koe til at koebe en billet til selve turen op i elevatoren. 19 dollars by the way. Jeg overvejede at spoerge om jeg maatte tage trapperne gratis, men jeg taenkte ikke at de overhovedet ville kunne finde ud af at smile det mindste smule af den ide, saa jeg lod vaere.
Foer vi fik lov til at gaa op i elevatoren blev vi ledt gennem nogle gange og pludselig stod vi i koe til at faa taget et billede hver isaer eller i gruppe foran en groen skaerm. Manden bag kameraet sagde skiftevis "next - cheese" eller "next - smile" med den mest ligegyldige, aah-gud-hvor-jeg-hader-mit-job-og-alle-de-dumme-mennesker-der-kommer-forbi-hver-evige-eneste-sekund-for-at-tjekke-udsigten-fra-den-her-fordoemte-bygning stemme jeg nogensinde havde hoert. Det gjorde det meget let for mig at smile.
Endelig blev vi stoppet i elevatorer som kvaeg, ledt lidt mere rundt, op i endnu en elevator og saa var vi der. Jeg vandrede lidt rundt, tog lidt billeder af gule taxaer nede paa vejen der lignede saadan nogle smaa plastic nogle min venindes barn paa 3 har, og taenkte forundret paa de duer der sad helt deroppe. Jeg gad godt vide om de havde floejet hele vejen, eller havde deres egen hemmelige elevator.
Paa vejen ned blev vi foerst ledt igennem turistshoppen. Jeg faldt for et kompas og taenkte at jeg nok ville kunne finde ud af lidt lettere hvad vej jeg skulle gaa fremover naar jeg kom op fra en Subway station med saadan en i haanden. Desvaerre viste det sig senere, at der aabenbart er rigtigt mange magneter i New York, for det kompas er paa intet tidspunkt helt sikker paa hvor nord er.
Endelig kom vi ind og ud af elevatoren ned men maatte foerst igennem stedet hvor alle vores billeder hang. Nu med en fantastisk solnedgangsudsigt over Manhattan set fra ESB af istedet for den groenne skaerm. Billederne kostede 7 dollars, og jeg besluttede at lade mit blive haengende. Burde vide hvor det er nu....

Jeg har oplevet meget, meget mere i dag. Shopping, baade toej og boeger i Soho, pasta med blaeksprutter og muslinger (jeg vidste ikke jeg kunne, men jeg spiste det, gjorde jeg) paa en cafe i Little Italy, fare lidt vild i Chinatown, proevede at faa en kop kaffe i en bar men maatte koebe en bloody mary i stedet, da de ikke havde varme drikke (fik dog bestemt varmen af drinken), faaet laest min haand af en professionel haandlaeser (det kostede penge, saa maa hun jo vaere professionel) (aah jo for resten, jeg bruger ikke min kreativitet nok paa min arbejdsplads...) og opdaget en jazz-klub hvor Michael McDonald kommer og synger i morgen. Jeg vidste ikke at de to ting kunne kombineres. :)

Og klokken er ikke engang 20 endnu.
God dag!
:)

Jeg tjekker ind igen, naar der er mere at berette.

Hilsen fra New York

2008-03-02T21:27:00.002+01:00

Saa sidder jeg her i kaelderen paa mit hostel og skriver en lille blog til jer alle her fra New York.
I gaar var det min foedselsdag og jeg havde en skoen dag. Jeg shoppede som om det var min foerste og sidste dag i New York. Det var dejligt, dejligt, dejligt. Og aah saa billigt!!!! Elsker lav dollar-kurs.
Jeg fik ogsaa fixet mit haar med highlights og en lettere roedlig farve. Saa jeg ser faktisk rigtig godt ud. Og har allerede moedt flere forskellige der har bedt om mit telefonnr (alt lige fra en Starbucks ekspedient til fyre jeg bare gaar forbi paa gaden).
Jeg kom ikke i byen for at feste i gaar aftes. Jeg var simpelthen for traet efter at have shoppet i naesten 8 timer. :)

New York er anderledes end jeg troede. Her er langt flere turister end man faar indtryk af naar man ser amerikanske film. Maaske er det fordi det stadig er weekend, men folk synes da ikke at have saa travlt som de altid har paa film. De hygger. Ved at loebe rundt omkring Central Park.
Jeg har kun moedt een dommedagsprofet indtil videre og jeg gik maaske forbi Drew Barrymore. Det lignede og loed i hvert fald som hende. :) Jeg har faaet drukket en masse Starbucks kaffeprodukter og set nogle drenge danse break-dance nede i subwayen.
Jeg har ogsaa lige faaet min foerste New Yorker HotDog. Og har det allerede lidt daarligt...

Jeg har vandret rundt i Central Park i naesten fire timer i dag, og om lidt vil jeg tage ud til Coney Island tror jeg. Det er naesten en time vaek i Subway, men jeg taenker at jeg kan faa taget en masse flotte billeder dernede. Og at jeg kan faa laest lidt i min Sookie Stackhouse boeger, som jeg har maatte forsoemme fordi jeg har haft travlt. Tsk tsk.
I morgen taenker jeg at jeg vil lege turist og tage paa MoMA og nok gaa lidt mere rundt i gaderne og tage billeder. I morgen skulle nemlig blive den bedste og varmeste af alle dage.
Tirsdag vil jeg saa tage paa New York Public Library og til Jon Stewart show.
Men det er naesten alt sammen bare loese planer.
Det har faktisk vaeret rigtig fedt ikke at planlaegge noget paa forhaand. Jeg hopper paa et tog ved en tilfaeldig subway station, staar af et tilfaeldigt sted og vandrer rundt og ser. Maaske er jeg kulturelt anderledes opfattende, for det har for mig virkelig vaeret en god maade at opleve NY paa indtil videre. Fremfor at foelge guide-boeger og gode raad om hvad jeg boer se. Jeg er jo ikke saa glad ved at faa at vide hvad jeg skal og ikke skal... ;)

Saa alt i alt har jeg det rigtig godt. Jeg foeler mig godt tilpas i byen og ikke bange. Folk er venlige, selv om det er nu sjovest naar de ikke er og begynder at dytte helt gevaldigt af hinanden ude paa gaden.

Jeg skriver igen, hvis der bliver noget nyt og spaendende at berette.

Det sjove Internet

2008-02-26T22:50:00.003+01:00

Via min iGoogle side får jeg jo sladder hver dag fra E Online.
Via denne sladder opdagede jeg en musikvideo, som skulle være svar på en anden musikvideo. Så jeg gik naturligvis på YouTube for at finde ud af hvad det hele handlede om.
Meget, meget, meget sjovt. Måske kun rigtig sjovt hvis man kender lidt til berømthederne i Hollywood. Men rigtig rigtig sjovt når man gør.

Her er de to videoer. De er begge på engelsk. Det vil sige nummer 2 video er mere end blanding mellem engelsk og beeping. :)

Video 1

Video 2

Inventar til Kulturværftet

2008-02-01T22:19:00.000+01:00

Her er vores nye arbejdsstol til når HB flytter på Kulturværftet!

iGoogle - Therefore I am

2008-01-25T10:50:00.000+01:00

Lad os se det i øjnene. Jeg er blevet en rigtig Googletøz!
Jeg har Gmail, jeg bruger Google Notebook, når jeg finder noget sjovt jeg ikke helt hvad jeg vil bruge til, jeg er her på Blogger, jeg læser Rss-feeds via Google-reader, jeg prøver (om end forgæves) at bruge min Google Kalender i det daglige, jeg åbner gerne vedhæftede filer via Google Dokumenter, min Google-Toolbar er fast inventar på samtlige computere, jeg har noget at gøre med i det daglige, jeg Google-Talk'er mere eller mindre autoriseret med mine venner både her på arbejde og derhjemme, hvis der noget, jeg ikke kan finde, så søger jeg først efter det via Googles søgemaskine (meget fy, når nu jeg er bibliotekar, men det er så godt!!), og så elsker jeg min iGoogle-side, som jeg forlængst har gjort til min startside. Jeg er simpelthen så internet mainstreamet, at det ikke længere er normalt.

Min far, som f.x. hader Windows af et godt old school Open Source-hjerte, ville ryste på hovedet af mig. Jeg derimod har det ok med Windows og er som sagt vild med Google og deres produkter. Både dem de selv har udviklet og dem de har købt sig til (så som YouTube). Jeg tager udgangspunkt i tre ting når jeg skal begejstres af internet-værktøjer. Det skal være enkelt, ligetil og så bare virke.
Det meste af det ligger i brugergrænseflader. Det skal være sådan at man kan få det til at virke med det samme uden større brug af de små grå.
Men samtidigt skal det være muligt at udvikle ens forståelse for produktet og kunne mere med det med tiden. Altså let men med mulighed for at oppe sværhedsgraden.

Sådan synes jeg de fleste af Googles produkter er. Måske burde jeg surfe mere på nettet og finde alternativer. Men det har jeg da ikke tid til. Jeg bruger min tid på at Google. Og hvad har jeg så på min iGoogle side??
- Nyheder fra DR
- Vejret
- Nyheder fra amerikanske sladderblade
- Blogs fra Techdirt - meget anbefalingsværdigt
- Nyheder fra Politikens Kultursektion
- Nye mails i min Gmail indbakke
- Mine daglige citater ("As I grow older, I regret to say that a detestable habit of thinking seems to be getting a hold of me". - H. Rider Haggard
- Nyheder fra diverse gamingsites
- Lidt spil til de kedelige stunder: Sudoku, Hang-man, Pacman og krydsogtværs
- Nyheder fra ESPN om NFL
og selvfølgelig mit nyeste fund:
- Google-reader direkte på iGoogle.
Alt dette overskueligt samlet på en side. I små overskrifter med muligheden for at folde dem lidt mere ud på siden for at skærpe min nysgerrighed. Ja E! Online sladdernyhederne giver tilmed mulighed for at sende nyheden via mail, til Del.ici.us, Digg (som jeg ikke helt ved hvad er endnu, men jeg tror det er et sted hvor folk samles om at kommentere interessante ting de har fundet på nettet. Lidt ligesom hvad jeg gør lige nu.), eller på Facebook direkte fra min iGoogleside.

Moderne IT-videnskab. Simpelthen et mirakel.

Rss-feeds. Det giver da slet ingen mening på nudansk!

2008-01-25T10:19:00.001+01:00

Jeg må tilstå at jeg var en anelse bange for RSS-Feeds, før jeg gik i gang. Computerteknik der hedder en eller anden træls forkortelse skræmmer mig sådan set, Når et ord bliver kendt under sin forkortelse er det nok fordi at ordet i sin fulde længde udtrykker noget man ikke kan huske, fordi man ikke aner hvad det er.
Men, det var nu ikke så slemt med den fine hjælp fra IT-drengerne (ja, jeg ved godt det er stavet forkert. Det er her- og nudansk!) og deres vejledning.
Jeg tror godt, jeg nogenlunde ved, hvordan det funger (se venligst sidste parentes), men vigtigere endnu, så er det ok, at jeg ikke helt gør. Jeg ved bare, at hvis der er noget der interesserer mig, og den har det lille orange tegn, så kan jeg få opdateringer på nyheden direkte ind på min iGoogle.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget interesseret i det amerikanske valg og lige nu i Primærvalget derovre. Politiken.dk har en meget spændende side, hvor de gennemgår de seneste udviklinger Over There. Som et sjovt tiltag har de også fået almindelige og tilfældige danskere der bor i USA, til at skrive blogs om valget set med deres øjne over i Guds Land.
Dem har jeg valgt at abonnere på via RSS-Feeds, samt de kommentarer som andre læsere returnerer med. Det er både sjov og fascinerende læsning. Synes jeg, amerikaner-nørd som jeg er.

MyFace

2008-01-24T15:39:00.003+01:00

Jeg venter lige med at skrive om RSS-Feeds og personlige hjemmesider. Vi er nemlig kommet til en 'ting' som er mit hjerte meget nært:
Sociale communities. :)
Mit andet hjem. Eller rettere den verden "mit virtuelle jeg" befinder sig i.
Helt ærligt, så er "mit virtuelle jeg" lidt sejere end mit fysiske jeg. Online ser jeg nemlig ret godt ud på mine billeder (virkeligheden derimod har det med at svinge... især om morgenen, ikke?!), jeg stammer sjældent og har nogle ret seje venner derude.
Virkeligheden er ikke helt sådan.

Det svinger meget med mine besøg. Nogle gange er der nogle venner på især MySpace jeg bare må og skal snakke med hver dag. Gerne flere gange hver dag (tænk tilbage på dengang du var teenager - havde du ikke en ven eller veninde du også bare hele tiden hang med?!). Og det er så øv, så øv når de så ikke svarer tilbage, når man har brug for det. De har jo også liv udenfor og ikke alle mulighed for at sætte sig hen til puteren og skrive hele tiden.

En af mine bedste online venner er Steve Henry. Han er fotograf og bor i Texas. I virkeligheden er han venner med en af mine virkelige venner også. Wes, hedder han. Og Wes introducerede os for hinanden via MySpace. Det er næsten to år siden. Og i den tid er Steve Henry gået hen og blevet meget meget vigtig for mig. Han er den jeg skriver til når jeg har haft en rigtig god dag. Eller når jeg er ked af det og har brug for trøst. Når jeg skal have ros for at have klædt mig sjovt ud. Eller når jeg skal bekræftiges i at det er ok at være en poptøs og have den mest kiksede smag i musik. Vi deler nemlig smag. Hvilket kunne tyde på at jeg er en bøsse fanget i en kvindes krop. Faktisk helt ok. Det er er rigtig godt er, at fordi han bor på den anden side af jorden, så kan jeg være ret sikker på hurtig svar der sent om natten når alle I andre ligger og sover ikke bør forstyrres.
På grund af MySpace har jeg venner 24 timer i døgnet.

Der er andre rigtig gode ting ved MySpace. Jeg blogger derpå. Altid på engelsk og altid meget personligt. Det kan jeg gøre, fordi på trods af at min mor også er på MySpace, så føles det på en måde anonymt at skrive derude. Chancen for at nogen kommer og banker på min dør for at fortælle mig, at nu skal jeg sgu tage mig lidt sammen, er pænt lille.

Den vigtigste funktion ved MySpace (efter vennerne) må dog være musikken. Jeg har to forskellige musik-profiler på MySpace. En med mit gamle band og en med det musik jeg tåger rundt og laver herhjemme i min fritid. Jeg får sjældent respons, men det er altid rart når jeg gør.

Så er der konkurrenten derude. Facebook.
Jeg var lang tid om at komme i gang med Facebook. Og med rette føler jeg lidt. For gud hvor er det træls med alle de opfordringer man får HVER DAG til at tilføje applikationer til min side. Kys, Valentin, Kan Mine Venner Lide Mig, Hvem Er Smukkest, Hvor Ond Er Du. ARGH!!!!! Lige nu har jeg 126 invitationer til applikationer jeg mangler at tage stilling til og den når langt højere op, før jeg tager mig sammen.
Dog er der ting jeg godt kan lide ved Facebook. En ting er alle de gamle venner man pludselig finder igen tilbage fra folkeskole(er)n(e) og derefter.
Filmquizzerne er også rigtig sjove.
Og så er jeg i gang med den onde opgave det er at købe mine venners billeder og sælge mine egne for Linden Dollars. Som man vist nok kan få rigtige penge for et eller andet sted. Det er den valuta der blev opfundet til Second Life.
Lige nu er mine billeder værd mere end 130.000 L$. Det da ok. :)

Men, jeg holder mig nu alligevel mest til MySpace. Mine fysiske venner kan jeg stadig hænge med ude i virkelighedens verden (når jeg får tid...)

Update på den første bekendelse!

2008-01-02T13:18:00.000+01:00

Jeg var inde og lege lidt på Blogger i dag. Det har noget der hedder Blogger Play. Derinde bliver der vist billeder fra diverse blogs. Ser man et billede, som fanger ens interesse, kan man klikke på billedet og vupti åbner sig et nyt vindue/fane, og man ryger hen på den blog billedet tilhører. Jeg faldt over billedet på denne blog, som tydeligt viser, at jeg ikke er den eneste derude, der har lidt svært ved at forstå Internettet udelukkende som et sted bestående af 0 og 1. :)

Se billedet her:
The Scribbler's Pen

Min anden bekendelse

2007-12-31T01:32:00.000+01:00

Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg er lidt skuffet... :(

Jeg ved godt, at de fleste har været afsted på ferie og slet ikke har skænket bloggen herinde en tanke. Men alligevel. Der er ikke en eneste, der har været inde og stemme på musikvideoerne (andre end min familie, som jeg 'tvang' til det - min mor stemte på Rudolph, min ene fætter på Supermodelens 12 dage og en anden fætter på den indiske version af samme sang. Tror godt han kun lide at det var tegneserie) (jeg har selv stemt på Nick P, simpelthen fordi at jeg nogle gange kan høre hans stemme inde i mit hoved skråle Noël, når jeg prøver på at lægge mig til at sove om natten. Helt klart den sang, der har gjort det største indtryk på mig).

Men for at være helt ærlig, tror jeg ikke det har noget med ferien at gøre.
Det er en generationsting.
De steder jeg 'findes' på nettet, de sociale netværk, hvor jeg har en profil og venner af mere eller mindre virtuel art, er jeg rent faktisk inde på næsten dagligt for at holde mig selv opdateret. Nogle af dem flere gange dagligt. Og jeg tror ikke kun, det er fordi, jeg arbejder så meget, at jeg ikke har tid til et 'rigtigt liv' med 'rigtige venner'. Det er sådan, vi alle gør mere eller mindre. Os. Min generation. Vi er pænt meget online hver dag.
Generationen efter mig er endnu værre. De er online hele tiden. De har MSN Messenger på deres mobiler og får sjældent en uafbrudt nattesøvn, før de skal op og i skole næste morgen. For klikker der en besked ind har de ca 20 sekunder til at svare. Hvis ikke, så er de enten uvenner med personen, der har skrevet, eller også er de ophørt med at eksistere. Det lyder hårdt, jeg ved det godt. Og der er helt klart en off-line revolution på vej i fremtiden. Men lige nu hænger de unge godt fast i nettet. Ikke Internettet. Men det kæmpe NETværk, som Lars Qvortrup, Biblioteksskolens nu afgående rektor, beskrev i "Det Hyperkomplekse Samfund". Havde I spurgt mig om det Hyperkomplekse Samfund for to-tre år siden, hvor jeg skrev bachelor og Erhvervsrelateret Projekt, havde jeg kunne haft fortalt jer alt. Jeg havde virkelig styr på det dengang. Nu er jeg ikke længere så sikker. Men det jeg kan huske fra det er, at vi alle hopper rundt i forskellige netværk med dertil hørende forskellige definitioner af hvem vi er, når vi befinder os i de netværk. Disse netværk, omend uforbundet, udgør tilsammen vores samfund. Et samfund, der vidensmæssigt bliver ved med at udfolde sig. Og det min teori, at samfundet derfor også udvider sig socialt.

Omend Qvortrup ikke beskrev de interaktive sociale netværk dengang (så som Myspace og Facebook), brugte jeg i min bachelor-opgave, tror jeg det var, reality-konkurrencen Vild Med Dans som eksempel på det Hyperkomplekse Samfund. Du har dommerne, der ved hvem de er og hvilke kriterier de skal dømme efter. Og så har du seerne (der måske ikke ved hvem de er...) der har nogle helt andre kriterier at dømme ud efter. Noget der gjorde konkurrencen spændende, for man vidste aldrig helt, hvem der røg ud. Faglig dygtighed var ikke længere nok.
(Det interessante er, at denne konstellation mellem to netværk med hver sin 'kode' 'sprog' og kriterier for godt og dårligt har haft det så hårdt med at støde konstant ind i hinanden at de mere eller mindre har smeltet sig sammen til et nyt netværk med nye retningslinier og et nyt 'sprog'. Dommerne er begyndt at give flere point efter udstråling og underholdning og danskerne synes ikke længere en sød personlighed er nok. Fodarbejdet og holdningen skal også være der. Begge parter hiver stadig lidt hver sin vej, men de har nærmet sig meget i forhold til første runde. I dette forum/netværk. I den rigtige danseverden derude er det stadig de gamle regler/koder/sprog og kriterier for godt og dårligt, der gælder.)
Sådan er det et eller andet sted også i interaktive sociale netværk. Det du har, den du er i den rigtige verden, må du efterlade inde på nettet. Der skal du bygge dig selv op igen. Redefinere dig selv. Det starter med ord. Du beskriver dig selv. Måske kaster du nogle billeder op på din profil. Måske lyver du. Og sætter forkerte billeder op. Men det betyder ikke noget. Hvad der betyder noget, er hvem du rent faktisk bliver derinde, hvem dine venner er og hvordan du beviser dig overfor dem. Du er den du siger du er, jovist, men er du loyal? Interesserer du dig for dine nye virtuelle venner? Hvad slags venner har du? Kreative mennesker, hadefulde mennesker, kendte mennesker, mennesker ligesom dig, mennesker du gerne vil være som? Det du skriver er alt sammen ord, der danner et billede af hvem du er - virtuelt. Men pludselig bliver dine ord til handling. Virtuelle handlinger. En hilsen. Et kys. Lidt skældud. Tilgivelse. Betroelse. Og du LOL'er, :)'er og *ss*'er dig hele vejen igennem. Du lærer et nyt sprog, sammen skaber I et fællessprog. En fællesforståelse. Du bliver en del af noget større. Men stadig en vigtig del. Det ved du, for dine virtuelle venner bekræfter din eksistens ved at skrive til dig.

"Jeg har fået en kommentar på Myspace ergo er jeg."

Lyder det sørgeligt? Måske. Men det nu rigtig rart når man kl 2 om natten er rigtig ked af det, men ikke kan ringe til nogle man kender sådan rigtigt herhjemme i DK, fordi de ligger og sover. I stedet kan man skrive til en af sine online-venner og pling - så er der svar og trøst tilbage.

Det er et efterhånden klassisk dilemma. Vi skal alle være individuelle og enestående. Men hvordan kan man definere sig selv, hvis man ikke har nogen at sammenligne sig selv med? Hvem skal kunne se os, lægge mærke til at vi er enestående, hvis vi ikke befinder os i et form for fællesskab?
Det minder mig alt sammen om filosofen George Simmel. Hvis I vil have helt præcise forklaringer på hans tankegang må I enten læse hans værker selv eller spørge Thomas :) (bibliotekar på Helsingør Hovedbibliotek og fagreferant for filosofi).
Min forståelse af hans filosofi er, at vi som individer møder så mange input i samfundet blandt andet via kulturen, at vi slet ikke ved, hvem vi er mere og føler os overset. Dette kan resultere i at vi gør helt ekstreme ting, for at på en eller anden måde kan definere os selv. Noget der især ses i storbyer (tænk punkere - også selv om han skrev sine tekster ca 100 år før de eksisterede), hvor der er så mange mennesker, at de til sidst virker nærmest uvirkelige. Som tomme skaller. Som statister i en film, der bliver sprængt i luften i en action-film. Ligegyldige.
Giver det så ikke mening, at man søger hen til mindre fællesskaber/communities? Efter eget valg? Hvor man selv bestemmer, hvem man er? Via sine ord? Og kommentarer? Og afstemninger? [hint hint]

Mennesket er intet uden sin hjerne. Vores tanker. Og når vi nedfælder disse tanker på binært skrift og sender dem ud opnår vi fællesskab og forståelse. Eller vrede og had. Eller også er der ingen der ser det og man opnår blot ligegyldighed.

"Ingen har stemt i min afstemning ergo er jeg ikke."

Det' jul og afstemning er SÅ cool!!!

2007-12-22T03:09:00.000+01:00

Uh uh uh. Jeg har leget rigtig meget med min blog (der var ikke noget i fjerneren). Jeg har ændret skabelonen og været rigtig nørdet inde i html'en og ændret på header'ens baggrundsbillede (thank you Myspace. Hvis det ikke havde været for jer, havde jeg nok aldrig fået det lært). Très très nice! Jeg har også rodet rundt med mine sideelementer inde under skabelon og lavet en afstemning over de musikvideoer jeg har kastet ud i en tidligere blog. Føl jer endelig velkommen til at stemme. Eller PLEEEEEAAAAASE stem!!!! Share the love!

De andre 3000'er i gangsta, pirat og mexicansk bryderstil

2007-12-21T18:29:00.000+01:00

Ok. Jeg kan godt selv se, at min overskrift ikke umiddelbart giver mening.
Men altså. Det var en sen fredag aften uden det helt store flow af lånere her på biblioteket. Jeg sad og kiggede på min blog og den alenlange liste af medarbejdere, der også er på 23 ting. Og så tænkte jeg ved mig selv: "Mmmhhh. Den er da sådan lidt kedelig den liste."
Derfor gik jeg på en gangsta' name generator side, kastede navnene ind og fik nogle splinter nye nogle. Men men men, på den side havde de også en generator for Pirat navne, Taxa-chauffører i Amerika navne, puttenut navne, mafia navne og min personlige favorit mexicanske wrestling navne. (måske bør jeg sige at ordet generator skal udtales på dreven engelsk, hvis man virkelig skal være nede med lingoen)
Det betød at det min liste over 23ting medarbejdere lige pludselig blev lidt mere interessant. Synes jeg selv... :)
Er man utilfreds kan man jo selv lave sig et nyt navn og sende det til mig via en kommentar.
Hvis man vil have lidt hjælp til det, findes det på denne wiki-service Wikihow.com
Hvad en wiki er, er jeg sikker på, at vi alle sammen finder ud af senere hen i forløbet. Ellers kan man jo slå det op i Widipedia, måske...

hilsen
Poisón Numera Una

Det' jul, det cool??

2007-12-21T13:43:00.000+01:00

Ah ja. Jul igen. Hvilket betyder julesange igen. Jeg besluttede mig for at tage et lille kig på hvad YouTube havde at tilbyde af julesange og faldt over flere sange der enten var sjove, anderledes eller deciderede pinagtige. Som jeg med det samme følte, jeg måtte dele med jer i noget der kunne minde om en vlog. (næsten da)

The Christmas Song
Først en klassiker. Eller rettere en mand, der tror, han kan finde ud af at synge en klassiker.

Oh Holy Night
Det er ikke, fordi denne sang på nogen måder bliver sunget falsk eller grimt, slet ikke. Men hvordan denne unge mand kan lyde så meget som en kvinde, når han synger, det går over min forstand.... Til gengæld findes han her på Blogspot, så I kan selv skrive til ham og spørge. :) http://nickpitera.blogspot.com/

Let it snow
Dette er en af mine yndlingsjulesange. Hvorfor den skal nasalt stønnes ihjel af Jessica Simpson med en rød paraply, en plat baggrund og falsk julesne forstår jeg ikke helt...!?

God rest You merry Gentlemen
En klassiker. Nu som del af et techno julemedley af en ung keyboardentusiast.

Oh come all ye Faithful
Åh men jeg elsker Twisted Sisters. Versionen her er rædselsfuld, men de er så 80'er, og det er bare skønt og Gud hvor er de blevet gamle og tykke at se på. Skru lidt op for lyden. Den er lidt lav. :)

Jingle Bell Rock
Billy Idol = Rock'n'roll, ikke sandt?? Hvad med Billy Idol = sørgelig sell-out. Og er det en ansigtsløftning eller bare en masse botox og concealer??

12 days of Christmas
Jul på indisk? Hvorfor ikke!?

12 days of Christmas
Samme sang, ny kategori. Kendte mennesker, der er kendt for andre ting end at synge. Hvilket der nok er en grund til... Her er det Janice Dickinson. Tidligere supermodel, nu bare uudholdelig at se og høre på. Hvilket er grunden til, at jeg kigger med på kanal 4 hver torsdag aften kl 21.30

Wonderland
Heidi Klum, en anden kendt supermodel fra Tyskland, gift med sangeren Seal og vært i designer-konkurrencen Projekt Runway har sørme også lavet en julesang. Hvorfor vides ikke, men her er den.

Funky funky Christmas
Da jeg var teenager var jeg kæmpe New Kids On The Block fan. Blockhead eller Kidoline som det hed dengang. Det her var en af mine yndlingsjulesange. I dag kan jeg kun lægge hovedet i hænderne og fortvivlet tænke over, hvordan jeg kunne udsætte mig selv for den slags... Her i en live-udgave. At Jordan Knight ikke har bluse på under jakken, gør det næsten kun værre. [suk]

Santa Song
Adam Sandler er meget sjov komiker efter min mening, som har lavet en bette julesang. Sangen er fra showet Saturday Night Live og sangen og handler om en lille dreng, der liiige vil snakke lidt med julemanden om hans små chancer for at få en julegave.

Rudolph the Red Nosed Reindeer
Men lad os afslutte det hele med min absolutte favorit i badet, når det er ved at være henad jul.
Og for at det rigtig kan være jul, så får I ikke bare sangen, men hele tegnefilmen fra 1948. Glædelig jul!

Til søde biblioteKaren! :)

2007-12-19T18:25:00.001+01:00

God torsdag helt uden mig!

De andre 3000'er og deres 23 ting

2007-12-19T17:44:00.000+01:00

Kom lige i tanke om, at jeg jo holder fri i morgen og derfor IKKE kan lave indlæg.
Så jeg laver lige et hurtigt lille kækt et.
Jeg har været inde og lure på Ane's side, som har haft totalt meget overskud og lavet links til samtlige arbejdskollegaer, der også er i gang med 23 Ting (igen ikke på en gang... Og så alligevel jo!!). Det så jo vildt lækkert ud, så det tænkte jeg, at jeg nok hellere også må gøre. Nøj hvor tog det lang tid.
Især fordi jeg liiiiige ville gøre min lidt sejere end Ane's og derfor har sat en lille stjerne og kastet håndtegn til samtlige af de bibliotekarer, som på en eller anden måde har noget med Mediehjørnet at gøre.
A hva', tænker du sikkert hvis du ikke arbejder på bib i 3000. Ahhhh, siger jeg så. Du kender os ikke på MySpace??!! :) Jamen, jamen, jamen vi er lige her:

http://www.myspace.com/helsbib

Anyhoo, de der arbejder med Mediehjørnet (hvilket nej, det gør Ane egentlig ikke helt, pånær hun ved ekstremt meget om fantasy og computerspil som jeg tærer på når som helst jeg kan ift Mediehjørnet og så kan jeg bare godt lide hende, så dér, hvad har du tænkt dig at gøre ved det!?!?!?!) er altså så heldige, at de er blevet rykket op øverst. Lidt fordi det er de bibliotekarer hvis blogge min nok ligner mest (minus det faktum at jeg jo er unik!!!) og fordi.... Fordi det fik jeg lyst til (nøj hvor føler jeg mig pludselig rebelsk. Det må være en blanding af at jeg har fri i morgen og weekends snarlige ankomst)!
Dernæst er der en fællesblog for de to herrer i butikken, der styrer 23 Ting med hård hånd. Hvilke 23 Ting det er, må du helt selv bestemme, hvis du ikke allerede har fundet ud af det.
Endelig kommer så i alfabetisk rækkefølge resten af mine kære kollegaers blogge. I hvert fald i forbindelse med 23 Ting (måske skulle du til at læse min første blog, hvis du bliver ved med at undre dig over, hvad det er for nogle 23 Ting jeg fabler om hele tiden....). Hvad de går rundt og blogger i deres fritid, se det ved jeg jo ikke noget om... :)

ps ved godt at I ikke alle sammen arbejder i 3000. Nogle er i 3060, nogle i 3100 (og nogle tilmed i 3140). Men I ved godt, hvad jeg mener, ikke??

Den første bekendelse

2007-12-19T16:43:00.000+01:00

Endelig blev jeg rask (omend min nakke stadig volder mig ganske uinteressante problemer), kommet tilbage på arbejde og er gået i fuld sving med 23 ting.
Altså jeg er ikke i gang med at lave 23 ting på en gang (og dog... man er vel bibliotekar/blæksprutte/multitasker extraordinaire), men har derimod kastet mig ud i projektet "23 Ting". Det er en læringsproces lavet af bibliotekarer for bibliotekarer til at hjælpe os med at forstå det store farlige internet og alle de muligheder og faldgrupper vi kan støde på derude. Især i forbindelse med Web 2.0. Ikke at den betegnelse betyder et døjt for nogensomhelst andre end bibliotekarer og webnørder. Almindelige dødelige kalder det for sociale netværk eller bare stadig internettet. At det har oppet sig siden 90'erne tror jeg ærlig talt ikke folk helt har bidt mærke i. Andet end at deres forbindelse er blevet hurtigere pga bredbånd, så man nu hurtigere kan loade sider, uploade videoer og downloade sange.
Men nok om det. Nu er jeg her, første blog på Blogger.
Egentlig tror jeg nok jeg oprettede en blog på Blogger for et par år siden, men jeg har ikke brugt den, og så er den nok bare forsvundet ud i den virtuelle verdens intethed. (Min far har forsøgt at forklare mig det binære talssystems gåder og hvordan det får alting til at virke både på en computer og med en fax, men jeg forstår stadig ikke hvordan en masse nuller og et-taller kan skabe den fantastiske verden , som jeg synes internettet er. Jeg er nok for romantisk anlagt og tror på at det altsammen virkeligt eksisterer et-eller-andet sted derude.) (Hov, måske burde jeg ikke indrømme sådanne ting på en blog, der bliver læst af samtlige af mine arbejdskollegaer i vidensdelingens tegn.) (Men så igen, hvis jeg ikke indrømmer det (på trods af min uddannelse, der siger, at jeg godt ved det), hvordan kan jeg så finde ud af, om der er andre derude, der er lige så håbløse som mig...???)
Mand, jeg er sådan et sludrechatol. Også på skrift. Tror hellere jeg må gemme lidt af krudtet til i morgen. Nej til fredag. Jeg holder fri i morgen. Juleshopping. :)
Sagen er den, at hvis vi bibliotekarer heroppe i 3000 er flittige bloggere, så får vi en MP3-afspiller.
(Ok, jeg har allerede en, men en gratis gave er en gratis gave!!)
Så ciao for i aften (det er mørkt udenfor, altså må det være aften).
Snax