Min anden bekendelse

Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg er lidt skuffet... :(

Jeg ved godt, at de fleste har været afsted på ferie og slet ikke har skænket bloggen herinde en tanke. Men alligevel. Der er ikke en eneste, der har været inde og stemme på musikvideoerne (andre end min familie, som jeg 'tvang' til det - min mor stemte på Rudolph, min ene fætter på Supermodelens 12 dage og en anden fætter på den indiske version af samme sang. Tror godt han kun lide at det var tegneserie) (jeg har selv stemt på Nick P, simpelthen fordi at jeg nogle gange kan høre hans stemme inde i mit hoved skråle Noël, når jeg prøver på at lægge mig til at sove om natten. Helt klart den sang, der har gjort det største indtryk på mig).

Men for at være helt ærlig, tror jeg ikke det har noget med ferien at gøre.
Det er en generationsting.
De steder jeg 'findes' på nettet, de sociale netværk, hvor jeg har en profil og venner af mere eller mindre virtuel art, er jeg rent faktisk inde på næsten dagligt for at holde mig selv opdateret. Nogle af dem flere gange dagligt. Og jeg tror ikke kun, det er fordi, jeg arbejder så meget, at jeg ikke har tid til et 'rigtigt liv' med 'rigtige venner'. Det er sådan, vi alle gør mere eller mindre. Os. Min generation. Vi er pænt meget online hver dag.
Generationen efter mig er endnu værre. De er online hele tiden. De har MSN Messenger på deres mobiler og får sjældent en uafbrudt nattesøvn, før de skal op og i skole næste morgen. For klikker der en besked ind har de ca 20 sekunder til at svare. Hvis ikke, så er de enten uvenner med personen, der har skrevet, eller også er de ophørt med at eksistere. Det lyder hårdt, jeg ved det godt. Og der er helt klart en off-line revolution på vej i fremtiden. Men lige nu hænger de unge godt fast i nettet. Ikke Internettet. Men det kæmpe NETværk, som Lars Qvortrup, Biblioteksskolens nu afgående rektor, beskrev i "Det Hyperkomplekse Samfund". Havde I spurgt mig om det Hyperkomplekse Samfund for to-tre år siden, hvor jeg skrev bachelor og Erhvervsrelateret Projekt, havde jeg kunne haft fortalt jer alt. Jeg havde virkelig styr på det dengang. Nu er jeg ikke længere så sikker. Men det jeg kan huske fra det er, at vi alle hopper rundt i forskellige netværk med dertil hørende forskellige definitioner af hvem vi er, når vi befinder os i de netværk. Disse netværk, omend uforbundet, udgør tilsammen vores samfund. Et samfund, der vidensmæssigt bliver ved med at udfolde sig. Og det min teori, at samfundet derfor også udvider sig socialt.

Omend Qvortrup ikke beskrev de interaktive sociale netværk dengang (så som Myspace og Facebook), brugte jeg i min bachelor-opgave, tror jeg det var, reality-konkurrencen Vild Med Dans som eksempel på det Hyperkomplekse Samfund. Du har dommerne, der ved hvem de er og hvilke kriterier de skal dømme efter. Og så har du seerne (der måske ikke ved hvem de er...) der har nogle helt andre kriterier at dømme ud efter. Noget der gjorde konkurrencen spændende, for man vidste aldrig helt, hvem der røg ud. Faglig dygtighed var ikke længere nok.
(Det interessante er, at denne konstellation mellem to netværk med hver sin 'kode' 'sprog' og kriterier for godt og dårligt har haft det så hårdt med at støde konstant ind i hinanden at de mere eller mindre har smeltet sig sammen til et nyt netværk med nye retningslinier og et nyt 'sprog'. Dommerne er begyndt at give flere point efter udstråling og underholdning og danskerne synes ikke længere en sød personlighed er nok. Fodarbejdet og holdningen skal også være der. Begge parter hiver stadig lidt hver sin vej, men de har nærmet sig meget i forhold til første runde. I dette forum/netværk. I den rigtige danseverden derude er det stadig de gamle regler/koder/sprog og kriterier for godt og dårligt, der gælder.)
Sådan er det et eller andet sted også i interaktive sociale netværk. Det du har, den du er i den rigtige verden, må du efterlade inde på nettet. Der skal du bygge dig selv op igen. Redefinere dig selv. Det starter med ord. Du beskriver dig selv. Måske kaster du nogle billeder op på din profil. Måske lyver du. Og sætter forkerte billeder op. Men det betyder ikke noget. Hvad der betyder noget, er hvem du rent faktisk bliver derinde, hvem dine venner er og hvordan du beviser dig overfor dem. Du er den du siger du er, jovist, men er du loyal? Interesserer du dig for dine nye virtuelle venner? Hvad slags venner har du? Kreative mennesker, hadefulde mennesker, kendte mennesker, mennesker ligesom dig, mennesker du gerne vil være som? Det du skriver er alt sammen ord, der danner et billede af hvem du er - virtuelt. Men pludselig bliver dine ord til handling. Virtuelle handlinger. En hilsen. Et kys. Lidt skældud. Tilgivelse. Betroelse. Og du LOL'er, :)'er og *ss*'er dig hele vejen igennem. Du lærer et nyt sprog, sammen skaber I et fællessprog. En fællesforståelse. Du bliver en del af noget større. Men stadig en vigtig del. Det ved du, for dine virtuelle venner bekræfter din eksistens ved at skrive til dig.

"Jeg har fået en kommentar på Myspace ergo er jeg."

Lyder det sørgeligt? Måske. Men det nu rigtig rart når man kl 2 om natten er rigtig ked af det, men ikke kan ringe til nogle man kender sådan rigtigt herhjemme i DK, fordi de ligger og sover. I stedet kan man skrive til en af sine online-venner og pling - så er der svar og trøst tilbage.


Det er et efterhånden klassisk dilemma. Vi skal alle være individuelle og enestående. Men hvordan kan man definere sig selv, hvis man ikke har nogen at sammenligne sig selv med? Hvem skal kunne se os, lægge mærke til at vi er enestående, hvis vi ikke befinder os i et form for fællesskab?
Det minder mig alt sammen om filosofen George Simmel. Hvis I vil have helt præcise forklaringer på hans tankegang må I enten læse hans værker selv eller spørge Thomas :) (bibliotekar på Helsingør Hovedbibliotek og fagreferant for filosofi).
Min forståelse af hans filosofi er, at vi som individer møder så mange input i samfundet blandt andet via kulturen, at vi slet ikke ved, hvem vi er mere og føler os overset. Dette kan resultere i at vi gør helt ekstreme ting, for at på en eller anden måde kan definere os selv. Noget der især ses i storbyer (tænk punkere - også selv om han skrev sine tekster ca 100 år før de eksisterede), hvor der er så mange mennesker, at de til sidst virker nærmest uvirkelige. Som tomme skaller. Som statister i en film, der bliver sprængt i luften i en action-film. Ligegyldige.
Giver det så ikke mening, at man søger hen til mindre fællesskaber/communities? Efter eget valg? Hvor man selv bestemmer, hvem man er? Via sine ord? Og kommentarer? Og afstemninger? [hint hint]

Mennesket er intet uden sin hjerne. Vores tanker. Og når vi nedfælder disse tanker på binært skrift og sender dem ud opnår vi fællesskab og forståelse. Eller vrede og had. Eller også er der ingen der ser det og man opnår blot ligegyldighed.

"Ingen har stemt i min afstemning ergo er jeg ikke."

Det' jul og afstemning er SÅ cool!!!

Uh uh uh. Jeg har leget rigtig meget med min blog (der var ikke noget i fjerneren). Jeg har ændret skabelonen og været rigtig nørdet inde i html'en og ændret på header'ens baggrundsbillede (thank you Myspace. Hvis det ikke havde været for jer, havde jeg nok aldrig fået det lært). Très très nice! Jeg har også rodet rundt med mine sideelementer inde under skabelon og lavet en afstemning over de musikvideoer jeg har kastet ud i en tidligere blog. Føl jer endelig velkommen til at stemme. Eller PLEEEEEAAAAASE stem!!!! Share the love!

De andre 3000'er i gangsta, pirat og mexicansk bryderstil

Ok. Jeg kan godt selv se, at min overskrift ikke umiddelbart giver mening.
Men altså. Det var en sen fredag aften uden det helt store flow af lånere her på biblioteket. Jeg sad og kiggede på min blog og den alenlange liste af medarbejdere, der også er på 23 ting. Og så tænkte jeg ved mig selv: "Mmmhhh. Den er da sådan lidt kedelig den liste."
Derfor gik jeg på en gangsta' name generator side, kastede navnene ind og fik nogle splinter nye nogle. Men men men, på den side havde de også en generator for Pirat navne, Taxa-chauffører i Amerika navne, puttenut navne, mafia navne og min personlige favorit mexicanske wrestling navne. (måske bør jeg sige at ordet generator skal udtales på dreven engelsk, hvis man virkelig skal være nede med lingoen)
Det betød at det min liste over 23ting medarbejdere lige pludselig blev lidt mere interessant. Synes jeg selv... :)
Er man utilfreds kan man jo selv lave sig et nyt navn og sende det til mig via en kommentar.
Hvis man vil have lidt hjælp til det, findes det på denne wiki-service Wikihow.com
Hvad en wiki er, er jeg sikker på, at vi alle sammen finder ud af senere hen i forløbet. Ellers kan man jo slå det op i Widipedia, måske...

hilsen
Poisón Numera Una

Det' jul, det cool??

Ah ja. Jul igen. Hvilket betyder julesange igen. Jeg besluttede mig for at tage et lille kig på hvad YouTube havde at tilbyde af julesange og faldt over flere sange der enten var sjove, anderledes eller deciderede pinagtige. Som jeg med det samme følte, jeg måtte dele med jer i noget der kunne minde om en vlog. (næsten da)

The Christmas Song
Først en klassiker. Eller rettere en mand, der tror, han kan finde ud af at synge en klassiker.


Oh Holy Night
Det er ikke, fordi denne sang på nogen måder bliver sunget falsk eller grimt, slet ikke. Men hvordan denne unge mand kan lyde så meget som en kvinde, når han synger, det går over min forstand.... Til gengæld findes han her på Blogspot, så I kan selv skrive til ham og spørge. :) http://nickpitera.blogspot.com/


Let it snow
Dette er en af mine yndlingsjulesange. Hvorfor den skal nasalt stønnes ihjel af Jessica Simpson med en rød paraply, en plat baggrund og falsk julesne forstår jeg ikke helt...!?


God rest You merry Gentlemen
En klassiker. Nu som del af et techno julemedley af en ung keyboardentusiast.


Oh come all ye Faithful
Åh men jeg elsker Twisted Sisters. Versionen her er rædselsfuld, men de er så 80'er, og det er bare skønt og Gud hvor er de blevet gamle og tykke at se på. Skru lidt op for lyden. Den er lidt lav. :)


Jingle Bell Rock
Billy Idol = Rock'n'roll, ikke sandt?? Hvad med Billy Idol = sørgelig sell-out. Og er det en ansigtsløftning eller bare en masse botox og concealer??


12 days of Christmas
Jul på indisk? Hvorfor ikke!?


12 days of Christmas
Samme sang, ny kategori. Kendte mennesker, der er kendt for andre ting end at synge. Hvilket der nok er en grund til... Her er det Janice Dickinson. Tidligere supermodel, nu bare uudholdelig at se og høre på. Hvilket er grunden til, at jeg kigger med på kanal 4 hver torsdag aften kl 21.30


Wonderland
Heidi Klum, en anden kendt supermodel fra Tyskland, gift med sangeren Seal og vært i designer-konkurrencen Projekt Runway har sørme også lavet en julesang. Hvorfor vides ikke, men her er den.


Funky funky Christmas
Da jeg var teenager var jeg kæmpe New Kids On The Block fan. Blockhead eller Kidoline som det hed dengang. Det her var en af mine yndlingsjulesange. I dag kan jeg kun lægge hovedet i hænderne og fortvivlet tænke over, hvordan jeg kunne udsætte mig selv for den slags... Her i en live-udgave. At Jordan Knight ikke har bluse på under jakken, gør det næsten kun værre. [suk]


Santa Song
Adam Sandler er meget sjov komiker efter min mening, som har lavet en bette julesang. Sangen er fra showet Saturday Night Live og sangen og handler om en lille dreng, der liiige vil snakke lidt med julemanden om hans små chancer for at få en julegave.


Rudolph the Red Nosed Reindeer
Men lad os afslutte det hele med min absolutte favorit i badet, når det er ved at være henad jul.
Og for at det rigtig kan være jul, så får I ikke bare sangen, men hele tegnefilmen fra 1948. Glædelig jul!

Til søde biblioteKaren! :)

God torsdag helt uden mig!

De andre 3000'er og deres 23 ting

Kom lige i tanke om, at jeg jo holder fri i morgen og derfor IKKE kan lave indlæg.
Så jeg laver lige et hurtigt lille kækt et.
Jeg har været inde og lure på Ane's side, som har haft totalt meget overskud og lavet links til samtlige arbejdskollegaer, der også er i gang med 23 Ting (igen ikke på en gang... Og så alligevel jo!!). Det så jo vildt lækkert ud, så det tænkte jeg, at jeg nok hellere også må gøre. Nøj hvor tog det lang tid.
Især fordi jeg liiiiige ville gøre min lidt sejere end Ane's og derfor har sat en lille stjerne og kastet håndtegn til samtlige af de bibliotekarer, som på en eller anden måde har noget med Mediehjørnet at gøre.
A hva', tænker du sikkert hvis du ikke arbejder på bib i 3000. Ahhhh, siger jeg så. Du kender os ikke på MySpace??!! :) Jamen, jamen, jamen vi er lige her:

http://www.myspace.com/helsbib

Anyhoo, de der arbejder med Mediehjørnet (hvilket nej, det gør Ane egentlig ikke helt, pånær hun ved ekstremt meget om fantasy og computerspil som jeg tærer på når som helst jeg kan ift Mediehjørnet og så kan jeg bare godt lide hende, så dér, hvad har du tænkt dig at gøre ved det!?!?!?!) er altså så heldige, at de er blevet rykket op øverst. Lidt fordi det er de bibliotekarer hvis blogge min nok ligner mest (minus det faktum at jeg jo er unik!!!) og fordi.... Fordi det fik jeg lyst til (nøj hvor føler jeg mig pludselig rebelsk. Det må være en blanding af at jeg har fri i morgen og weekends snarlige ankomst)!
Dernæst er der en fællesblog for de to herrer i butikken, der styrer 23 Ting med hård hånd. Hvilke 23 Ting det er, må du helt selv bestemme, hvis du ikke allerede har fundet ud af det.
Endelig kommer så i alfabetisk rækkefølge resten af mine kære kollegaers blogge. I hvert fald i forbindelse med 23 Ting (måske skulle du til at læse min første blog, hvis du bliver ved med at undre dig over, hvad det er for nogle 23 Ting jeg fabler om hele tiden....). Hvad de går rundt og blogger i deres fritid, se det ved jeg jo ikke noget om... :)

ps ved godt at I ikke alle sammen arbejder i 3000. Nogle er i 3060, nogle i 3100 (og nogle tilmed i 3140). Men I ved godt, hvad jeg mener, ikke??

Den første bekendelse

Endelig blev jeg rask (omend min nakke stadig volder mig ganske uinteressante problemer), kommet tilbage på arbejde og er gået i fuld sving med 23 ting.
Altså jeg er ikke i gang med at lave 23 ting på en gang (og dog... man er vel bibliotekar/blæksprutte/multitasker extraordinaire), men har derimod kastet mig ud i projektet "23 Ting". Det er en læringsproces lavet af bibliotekarer for bibliotekarer til at hjælpe os med at forstå det store farlige internet og alle de muligheder og faldgrupper vi kan støde på derude. Især i forbindelse med Web 2.0. Ikke at den betegnelse betyder et døjt for nogensomhelst andre end bibliotekarer og webnørder. Almindelige dødelige kalder det for sociale netværk eller bare stadig internettet. At det har oppet sig siden 90'erne tror jeg ærlig talt ikke folk helt har bidt mærke i. Andet end at deres forbindelse er blevet hurtigere pga bredbånd, så man nu hurtigere kan loade sider, uploade videoer og downloade sange.
Men nok om det. Nu er jeg her, første blog på Blogger.
Egentlig tror jeg nok jeg oprettede en blog på Blogger for et par år siden, men jeg har ikke brugt den, og så er den nok bare forsvundet ud i den virtuelle verdens intethed. (Min far har forsøgt at forklare mig det binære talssystems gåder og hvordan det får alting til at virke både på en computer og med en fax, men jeg forstår stadig ikke hvordan en masse nuller og et-taller kan skabe den fantastiske verden , som jeg synes internettet er. Jeg er nok for romantisk anlagt og tror på at det altsammen virkeligt eksisterer et-eller-andet sted derude.) (Hov, måske burde jeg ikke indrømme sådanne ting på en blog, der bliver læst af samtlige af mine arbejdskollegaer i vidensdelingens tegn.) (Men så igen, hvis jeg ikke indrømmer det (på trods af min uddannelse, der siger, at jeg godt ved det), hvordan kan jeg så finde ud af, om der er andre derude, der er lige så håbløse som mig...???)
Mand, jeg er sådan et sludrechatol. Også på skrift. Tror hellere jeg må gemme lidt af krudtet til i morgen. Nej til fredag. Jeg holder fri i morgen. Juleshopping. :)
Sagen er den, at hvis vi bibliotekarer heroppe i 3000 er flittige bloggere, så får vi en MP3-afspiller.
(Ok, jeg har allerede en, men en gratis gave er en gratis gave!!)
Så ciao for i aften (det er mørkt udenfor, altså må det være aften).
Snax