Min anden bekendelse

Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg er lidt skuffet... :(

Jeg ved godt, at de fleste har været afsted på ferie og slet ikke har skænket bloggen herinde en tanke. Men alligevel. Der er ikke en eneste, der har været inde og stemme på musikvideoerne (andre end min familie, som jeg 'tvang' til det - min mor stemte på Rudolph, min ene fætter på Supermodelens 12 dage og en anden fætter på den indiske version af samme sang. Tror godt han kun lide at det var tegneserie) (jeg har selv stemt på Nick P, simpelthen fordi at jeg nogle gange kan høre hans stemme inde i mit hoved skråle Noël, når jeg prøver på at lægge mig til at sove om natten. Helt klart den sang, der har gjort det største indtryk på mig).

Men for at være helt ærlig, tror jeg ikke det har noget med ferien at gøre.
Det er en generationsting.
De steder jeg 'findes' på nettet, de sociale netværk, hvor jeg har en profil og venner af mere eller mindre virtuel art, er jeg rent faktisk inde på næsten dagligt for at holde mig selv opdateret. Nogle af dem flere gange dagligt. Og jeg tror ikke kun, det er fordi, jeg arbejder så meget, at jeg ikke har tid til et 'rigtigt liv' med 'rigtige venner'. Det er sådan, vi alle gør mere eller mindre. Os. Min generation. Vi er pænt meget online hver dag.
Generationen efter mig er endnu værre. De er online hele tiden. De har MSN Messenger på deres mobiler og får sjældent en uafbrudt nattesøvn, før de skal op og i skole næste morgen. For klikker der en besked ind har de ca 20 sekunder til at svare. Hvis ikke, så er de enten uvenner med personen, der har skrevet, eller også er de ophørt med at eksistere. Det lyder hårdt, jeg ved det godt. Og der er helt klart en off-line revolution på vej i fremtiden. Men lige nu hænger de unge godt fast i nettet. Ikke Internettet. Men det kæmpe NETværk, som Lars Qvortrup, Biblioteksskolens nu afgående rektor, beskrev i "Det Hyperkomplekse Samfund". Havde I spurgt mig om det Hyperkomplekse Samfund for to-tre år siden, hvor jeg skrev bachelor og Erhvervsrelateret Projekt, havde jeg kunne haft fortalt jer alt. Jeg havde virkelig styr på det dengang. Nu er jeg ikke længere så sikker. Men det jeg kan huske fra det er, at vi alle hopper rundt i forskellige netværk med dertil hørende forskellige definitioner af hvem vi er, når vi befinder os i de netværk. Disse netværk, omend uforbundet, udgør tilsammen vores samfund. Et samfund, der vidensmæssigt bliver ved med at udfolde sig. Og det min teori, at samfundet derfor også udvider sig socialt.

Omend Qvortrup ikke beskrev de interaktive sociale netværk dengang (så som Myspace og Facebook), brugte jeg i min bachelor-opgave, tror jeg det var, reality-konkurrencen Vild Med Dans som eksempel på det Hyperkomplekse Samfund. Du har dommerne, der ved hvem de er og hvilke kriterier de skal dømme efter. Og så har du seerne (der måske ikke ved hvem de er...) der har nogle helt andre kriterier at dømme ud efter. Noget der gjorde konkurrencen spændende, for man vidste aldrig helt, hvem der røg ud. Faglig dygtighed var ikke længere nok.
(Det interessante er, at denne konstellation mellem to netværk med hver sin 'kode' 'sprog' og kriterier for godt og dårligt har haft det så hårdt med at støde konstant ind i hinanden at de mere eller mindre har smeltet sig sammen til et nyt netværk med nye retningslinier og et nyt 'sprog'. Dommerne er begyndt at give flere point efter udstråling og underholdning og danskerne synes ikke længere en sød personlighed er nok. Fodarbejdet og holdningen skal også være der. Begge parter hiver stadig lidt hver sin vej, men de har nærmet sig meget i forhold til første runde. I dette forum/netværk. I den rigtige danseverden derude er det stadig de gamle regler/koder/sprog og kriterier for godt og dårligt, der gælder.)
Sådan er det et eller andet sted også i interaktive sociale netværk. Det du har, den du er i den rigtige verden, må du efterlade inde på nettet. Der skal du bygge dig selv op igen. Redefinere dig selv. Det starter med ord. Du beskriver dig selv. Måske kaster du nogle billeder op på din profil. Måske lyver du. Og sætter forkerte billeder op. Men det betyder ikke noget. Hvad der betyder noget, er hvem du rent faktisk bliver derinde, hvem dine venner er og hvordan du beviser dig overfor dem. Du er den du siger du er, jovist, men er du loyal? Interesserer du dig for dine nye virtuelle venner? Hvad slags venner har du? Kreative mennesker, hadefulde mennesker, kendte mennesker, mennesker ligesom dig, mennesker du gerne vil være som? Det du skriver er alt sammen ord, der danner et billede af hvem du er - virtuelt. Men pludselig bliver dine ord til handling. Virtuelle handlinger. En hilsen. Et kys. Lidt skældud. Tilgivelse. Betroelse. Og du LOL'er, :)'er og *ss*'er dig hele vejen igennem. Du lærer et nyt sprog, sammen skaber I et fællessprog. En fællesforståelse. Du bliver en del af noget større. Men stadig en vigtig del. Det ved du, for dine virtuelle venner bekræfter din eksistens ved at skrive til dig.

"Jeg har fået en kommentar på Myspace ergo er jeg."

Lyder det sørgeligt? Måske. Men det nu rigtig rart når man kl 2 om natten er rigtig ked af det, men ikke kan ringe til nogle man kender sådan rigtigt herhjemme i DK, fordi de ligger og sover. I stedet kan man skrive til en af sine online-venner og pling - så er der svar og trøst tilbage.


Det er et efterhånden klassisk dilemma. Vi skal alle være individuelle og enestående. Men hvordan kan man definere sig selv, hvis man ikke har nogen at sammenligne sig selv med? Hvem skal kunne se os, lægge mærke til at vi er enestående, hvis vi ikke befinder os i et form for fællesskab?
Det minder mig alt sammen om filosofen George Simmel. Hvis I vil have helt præcise forklaringer på hans tankegang må I enten læse hans værker selv eller spørge Thomas :) (bibliotekar på Helsingør Hovedbibliotek og fagreferant for filosofi).
Min forståelse af hans filosofi er, at vi som individer møder så mange input i samfundet blandt andet via kulturen, at vi slet ikke ved, hvem vi er mere og føler os overset. Dette kan resultere i at vi gør helt ekstreme ting, for at på en eller anden måde kan definere os selv. Noget der især ses i storbyer (tænk punkere - også selv om han skrev sine tekster ca 100 år før de eksisterede), hvor der er så mange mennesker, at de til sidst virker nærmest uvirkelige. Som tomme skaller. Som statister i en film, der bliver sprængt i luften i en action-film. Ligegyldige.
Giver det så ikke mening, at man søger hen til mindre fællesskaber/communities? Efter eget valg? Hvor man selv bestemmer, hvem man er? Via sine ord? Og kommentarer? Og afstemninger? [hint hint]

Mennesket er intet uden sin hjerne. Vores tanker. Og når vi nedfælder disse tanker på binært skrift og sender dem ud opnår vi fællesskab og forståelse. Eller vrede og had. Eller også er der ingen der ser det og man opnår blot ligegyldighed.

"Ingen har stemt i min afstemning ergo er jeg ikke."