iGoogle - Therefore I am

Lad os se det i øjnene. Jeg er blevet en rigtig Googletøz!
Jeg har Gmail, jeg bruger Google Notebook, når jeg finder noget sjovt jeg ikke helt hvad jeg vil bruge til, jeg er her på Blogger, jeg læser Rss-feeds via Google-reader, jeg prøver (om end forgæves) at bruge min Google Kalender i det daglige, jeg åbner gerne vedhæftede filer via Google Dokumenter, min Google-Toolbar er fast inventar på samtlige computere, jeg har noget at gøre med i det daglige, jeg Google-Talk'er mere eller mindre autoriseret med mine venner både her på arbejde og derhjemme, hvis der noget, jeg ikke kan finde, så søger jeg først efter det via Googles søgemaskine (meget fy, når nu jeg er bibliotekar, men det er så godt!!), og så elsker jeg min iGoogle-side, som jeg forlængst har gjort til min startside. Jeg er simpelthen så internet mainstreamet, at det ikke længere er normalt.

Min far, som f.x. hader Windows af et godt old school Open Source-hjerte, ville ryste på hovedet af mig. Jeg derimod har det ok med Windows og er som sagt vild med Google og deres produkter. Både dem de selv har udviklet og dem de har købt sig til (så som YouTube). Jeg tager udgangspunkt i tre ting når jeg skal begejstres af internet-værktøjer. Det skal være enkelt, ligetil og så bare virke.
Det meste af det ligger i brugergrænseflader. Det skal være sådan at man kan få det til at virke med det samme uden større brug af de små grå.
Men samtidigt skal det være muligt at udvikle ens forståelse for produktet og kunne mere med det med tiden. Altså let men med mulighed for at oppe sværhedsgraden.

Sådan synes jeg de fleste af Googles produkter er. Måske burde jeg surfe mere på nettet og finde alternativer. Men det har jeg da ikke tid til. Jeg bruger min tid på at Google. Og hvad har jeg så på min iGoogle side??
- Nyheder fra DR
- Vejret
- Nyheder fra amerikanske sladderblade
- Blogs fra Techdirt - meget anbefalingsværdigt
- Nyheder fra Politikens Kultursektion
- Nye mails i min Gmail indbakke
- Mine daglige citater ("As I grow older, I regret to say that a detestable habit of thinking seems to be getting a hold of me". - H. Rider Haggard
- Nyheder fra diverse gamingsites
- Lidt spil til de kedelige stunder: Sudoku, Hang-man, Pacman og krydsogtværs
- Nyheder fra ESPN om NFL
og selvfølgelig mit nyeste fund:
- Google-reader direkte på iGoogle.
Alt dette overskueligt samlet på en side. I små overskrifter med muligheden for at folde dem lidt mere ud på siden for at skærpe min nysgerrighed. Ja E! Online sladdernyhederne giver tilmed mulighed for at sende nyheden via mail, til Del.ici.us, Digg (som jeg ikke helt ved hvad er endnu, men jeg tror det er et sted hvor folk samles om at kommentere interessante ting de har fundet på nettet. Lidt ligesom hvad jeg gør lige nu.), eller på Facebook direkte fra min iGoogleside.

Moderne IT-videnskab. Simpelthen et mirakel.

Rss-feeds. Det giver da slet ingen mening på nudansk!

Jeg må tilstå at jeg var en anelse bange for RSS-Feeds, før jeg gik i gang. Computerteknik der hedder en eller anden træls forkortelse skræmmer mig sådan set, Når et ord bliver kendt under sin forkortelse er det nok fordi at ordet i sin fulde længde udtrykker noget man ikke kan huske, fordi man ikke aner hvad det er.
Men, det var nu ikke så slemt med den fine hjælp fra IT-drengerne (ja, jeg ved godt det er stavet forkert. Det er her- og nudansk!) og deres vejledning.
Jeg tror godt, jeg nogenlunde ved, hvordan det funger (se venligst sidste parentes), men vigtigere endnu, så er det ok, at jeg ikke helt gør. Jeg ved bare, at hvis der er noget der interesserer mig, og den har det lille orange tegn, så kan jeg få opdateringer på nyheden direkte ind på min iGoogle.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget interesseret i det amerikanske valg og lige nu i Primærvalget derovre. Politiken.dk har en meget spændende side, hvor de gennemgår de seneste udviklinger Over There. Som et sjovt tiltag har de også fået almindelige og tilfældige danskere der bor i USA, til at skrive blogs om valget set med deres øjne over i Guds Land.
Dem har jeg valgt at abonnere på via RSS-Feeds, samt de kommentarer som andre læsere returnerer med. Det er både sjov og fascinerende læsning. Synes jeg, amerikaner-nørd som jeg er.

MyFace

Jeg venter lige med at skrive om RSS-Feeds og personlige hjemmesider. Vi er nemlig kommet til en 'ting' som er mit hjerte meget nært:
Sociale communities. :)
Mit andet hjem. Eller rettere den verden "mit virtuelle jeg" befinder sig i.
Helt ærligt, så er "mit virtuelle jeg" lidt sejere end mit fysiske jeg. Online ser jeg nemlig ret godt ud på mine billeder (virkeligheden derimod har det med at svinge... især om morgenen, ikke?!), jeg stammer sjældent og har nogle ret seje venner derude.
Virkeligheden er ikke helt sådan.

Det svinger meget med mine besøg. Nogle gange er der nogle venner på især MySpace jeg bare må og skal snakke med hver dag. Gerne flere gange hver dag (tænk tilbage på dengang du var teenager - havde du ikke en ven eller veninde du også bare hele tiden hang med?!). Og det er så øv, så øv når de så ikke svarer tilbage, når man har brug for det. De har jo også liv udenfor og ikke alle mulighed for at sætte sig hen til puteren og skrive hele tiden.

En af mine bedste online venner er Steve Henry. Han er fotograf og bor i Texas. I virkeligheden er han venner med en af mine virkelige venner også. Wes, hedder han. Og Wes introducerede os for hinanden via MySpace. Det er næsten to år siden. Og i den tid er Steve Henry gået hen og blevet meget meget vigtig for mig. Han er den jeg skriver til når jeg har haft en rigtig god dag. Eller når jeg er ked af det og har brug for trøst. Når jeg skal have ros for at have klædt mig sjovt ud. Eller når jeg skal bekræftiges i at det er ok at være en poptøs og have den mest kiksede smag i musik. Vi deler nemlig smag. Hvilket kunne tyde på at jeg er en bøsse fanget i en kvindes krop. Faktisk helt ok. Det er er rigtig godt er, at fordi han bor på den anden side af jorden, så kan jeg være ret sikker på hurtig svar der sent om natten når alle I andre ligger og sover ikke bør forstyrres.
På grund af MySpace har jeg venner 24 timer i døgnet.

Der er andre rigtig gode ting ved MySpace. Jeg blogger derpå. Altid på engelsk og altid meget personligt. Det kan jeg gøre, fordi på trods af at min mor også er på MySpace, så føles det på en måde anonymt at skrive derude. Chancen for at nogen kommer og banker på min dør for at fortælle mig, at nu skal jeg sgu tage mig lidt sammen, er pænt lille.

Den vigtigste funktion ved MySpace (efter vennerne) må dog være musikken. Jeg har to forskellige musik-profiler på MySpace. En med mit gamle band og en med det musik jeg tåger rundt og laver herhjemme i min fritid. Jeg får sjældent respons, men det er altid rart når jeg gør.

Så er der konkurrenten derude. Facebook.
Jeg var lang tid om at komme i gang med Facebook. Og med rette føler jeg lidt. For gud hvor er det træls med alle de opfordringer man får HVER DAG til at tilføje applikationer til min side. Kys, Valentin, Kan Mine Venner Lide Mig, Hvem Er Smukkest, Hvor Ond Er Du. ARGH!!!!! Lige nu har jeg 126 invitationer til applikationer jeg mangler at tage stilling til og den når langt højere op, før jeg tager mig sammen.
Dog er der ting jeg godt kan lide ved Facebook. En ting er alle de gamle venner man pludselig finder igen tilbage fra folkeskole(er)n(e) og derefter.
Filmquizzerne er også rigtig sjove.
Og så er jeg i gang med den onde opgave det er at købe mine venners billeder og sælge mine egne for Linden Dollars. Som man vist nok kan få rigtige penge for et eller andet sted. Det er den valuta der blev opfundet til Second Life.
Lige nu er mine billeder værd mere end 130.000 L$. Det da ok. :)

Men, jeg holder mig nu alligevel mest til MySpace. Mine fysiske venner kan jeg stadig hænge med ude i virkelighedens verden (når jeg får tid...)

Update på den første bekendelse!

Jeg var inde og lege lidt på Blogger i dag. Det har noget der hedder Blogger Play. Derinde bliver der vist billeder fra diverse blogs. Ser man et billede, som fanger ens interesse, kan man klikke på billedet og vupti åbner sig et nyt vindue/fane, og man ryger hen på den blog billedet tilhører. Jeg faldt over billedet på denne blog, som tydeligt viser, at jeg ikke er den eneste derude, der har lidt svært ved at forstå Internettet udelukkende som et sted bestående af 0 og 1. :)

Se billedet her:
The Scribbler's Pen