MyFace

Jeg venter lige med at skrive om RSS-Feeds og personlige hjemmesider. Vi er nemlig kommet til en 'ting' som er mit hjerte meget nært:
Sociale communities. :)
Mit andet hjem. Eller rettere den verden "mit virtuelle jeg" befinder sig i.
Helt ærligt, så er "mit virtuelle jeg" lidt sejere end mit fysiske jeg. Online ser jeg nemlig ret godt ud på mine billeder (virkeligheden derimod har det med at svinge... især om morgenen, ikke?!), jeg stammer sjældent og har nogle ret seje venner derude.
Virkeligheden er ikke helt sådan.

Det svinger meget med mine besøg. Nogle gange er der nogle venner på især MySpace jeg bare må og skal snakke med hver dag. Gerne flere gange hver dag (tænk tilbage på dengang du var teenager - havde du ikke en ven eller veninde du også bare hele tiden hang med?!). Og det er så øv, så øv når de så ikke svarer tilbage, når man har brug for det. De har jo også liv udenfor og ikke alle mulighed for at sætte sig hen til puteren og skrive hele tiden.

En af mine bedste online venner er Steve Henry. Han er fotograf og bor i Texas. I virkeligheden er han venner med en af mine virkelige venner også. Wes, hedder han. Og Wes introducerede os for hinanden via MySpace. Det er næsten to år siden. Og i den tid er Steve Henry gået hen og blevet meget meget vigtig for mig. Han er den jeg skriver til når jeg har haft en rigtig god dag. Eller når jeg er ked af det og har brug for trøst. Når jeg skal have ros for at have klædt mig sjovt ud. Eller når jeg skal bekræftiges i at det er ok at være en poptøs og have den mest kiksede smag i musik. Vi deler nemlig smag. Hvilket kunne tyde på at jeg er en bøsse fanget i en kvindes krop. Faktisk helt ok. Det er er rigtig godt er, at fordi han bor på den anden side af jorden, så kan jeg være ret sikker på hurtig svar der sent om natten når alle I andre ligger og sover ikke bør forstyrres.
På grund af MySpace har jeg venner 24 timer i døgnet.

Der er andre rigtig gode ting ved MySpace. Jeg blogger derpå. Altid på engelsk og altid meget personligt. Det kan jeg gøre, fordi på trods af at min mor også er på MySpace, så føles det på en måde anonymt at skrive derude. Chancen for at nogen kommer og banker på min dør for at fortælle mig, at nu skal jeg sgu tage mig lidt sammen, er pænt lille.

Den vigtigste funktion ved MySpace (efter vennerne) må dog være musikken. Jeg har to forskellige musik-profiler på MySpace. En med mit gamle band og en med det musik jeg tåger rundt og laver herhjemme i min fritid. Jeg får sjældent respons, men det er altid rart når jeg gør.

Så er der konkurrenten derude. Facebook.
Jeg var lang tid om at komme i gang med Facebook. Og med rette føler jeg lidt. For gud hvor er det træls med alle de opfordringer man får HVER DAG til at tilføje applikationer til min side. Kys, Valentin, Kan Mine Venner Lide Mig, Hvem Er Smukkest, Hvor Ond Er Du. ARGH!!!!! Lige nu har jeg 126 invitationer til applikationer jeg mangler at tage stilling til og den når langt højere op, før jeg tager mig sammen.
Dog er der ting jeg godt kan lide ved Facebook. En ting er alle de gamle venner man pludselig finder igen tilbage fra folkeskole(er)n(e) og derefter.
Filmquizzerne er også rigtig sjove.
Og så er jeg i gang med den onde opgave det er at købe mine venners billeder og sælge mine egne for Linden Dollars. Som man vist nok kan få rigtige penge for et eller andet sted. Det er den valuta der blev opfundet til Second Life.
Lige nu er mine billeder værd mere end 130.000 L$. Det da ok. :)

Men, jeg holder mig nu alligevel mest til MySpace. Mine fysiske venner kan jeg stadig hænge med ude i virkelighedens verden (når jeg får tid...)